Som mange andre har jeg også set Operation X afsnittene med Andreas Helgstrand. Jeg tænker der er stor debat omkring hestevelfærden og ridningen i forvejen på den baggrund, så jeg vil gerne tage debatten en smule ud på en sidevej baseret på nogle af de tanker jeg gjorde mig under optagelserne.
Det jeg synes er virkelig tankevækkende også, er at så mange unge mennesker vælger at arbejde for en mand som Andreas Helgstrand. Han forklarede det meget godt selv, da han fortalte at folk ikke gør det for pengene – de gør det fordi de har en vis status og folk valfarter dertil for at lære noget fra dem. Hvad man dog også hører i dokumentaren er hvor mange af de ansatte egentligt græder i løbet af sådan en ansættelse, ryttere der næsten direkte sviner dem til, en uacceptabel løn med dårlige vilkår såsom minimalt med fridage, ingen afspadsering og overarbejdet anses som værende interessetimer. De ansatte grooms er klar over de hårdhændede metoder hestene udsættes for, men man vælger at hjælpe med at skjule beviserne fremfor at stå frem til de rette instanser og få det stoppet.
Jeg kan forstå på flere i kommentarsporerne på facebook, at de anser grooms’ene som have en stor andel i den her mishandling, fordi de ikke stopper det. Jeg kan godt selv sidde med den frustrerende følelse over hvorfor ingen siger noget, men så skal man også lige huske på hvem de egentligt ligger sig ud med.
Andreas Helgstrand har et kæmpe navn i hele verden, og trods at vi nok er mange der godt fornemmede hvad der forgik deroppe på Helgstrand Dressage, så fjerner det desværre ikke den ‘helte-status’ som Andreas har fået. Om man vil det eller ej, så er der en vis prestige i at arbejde for sådan en mand, men hvorfor skal der være det? Er det pengene eller medaljerne folk tilegner statussen? Er det fordi man føler man er det mere værd, hvis man arbejder i en stald med så dyre heste, og for en mand som folk vil anse som værende eliten?
Andreas nævnte som sagt selv at folk gerne ville lære noget fra dem. Men når jeg sidder og ser den dokumentar er min eneste følelse, at de lærer at dække sår, stå skoleret for udmattede ryttere og at arbejde for en alt for lav løn. De lærer måske at groom’e til noget nær perfektion, men stillet op med det psykiske pres de udsættes for ved jeg godt hvad jeg havde valgt vægtede højest for mig selv.
Om man arbejder for den lokale rideskole eller Andreas Helgstrand, så ændrer det ikke på hvor meget man selv er værd. Om man støtter op om sine egne værdier eller underkaster sig for andres noget lavere værdier er for mig det der fortæller om hvad ens værd er. Jeg vil ikke beskylde grooms’ene for mishandling, for det er trods alt ikke dem der påfører smerten, men nok nærmere dem der trøster og plejer før og efter. Jeg vil dog håbe at de får øjnene op for, om det i det hele taget er det værd at støtte op om en mand som Andreas. Lige så meget mange af dem nok vil gøre for ham, lige så hurtigt er jeg sikker på han ville smide dem under bussen, hvis det kunne redde hans eget ry i sidste ende.
Det hele er selvfølgelig blot antagelser og tanker jeg gør efter at have set dokumentaren, så jeg er meget spændt på hvad I andre har gjort jer af tanker, efter at I har set den.
Jeg kan godt følge nogle af tinge tanker bag dit indlæg.
Men jeg kan ikke slippe tanken om at den der tier og bliver i en situation som denne, sammentygger.
Jeg ved godt det er klart nemmere for mig at sige og mene som en 30+ version af mig. Der er ret fast og grunded i mine holdninger og meninger omkring min ridning/pasning og generelle syn på hvad der er fair over for hestene.
Jeg havde højst sandsynligt ikke fundet det nær så nemt da jeg var omkring 18, let påvirkelig endnu ikke langt i min heste rejse.
Hvis man så oven i købet ser personen som et idol (hvad jeg personligt aldrig har gjort)., så kan jeg godt følge at man bliver “fanget” i en situation som ikke kan se sig ud af.
Så der er nogen der godt kan ses som ofre af situationen. Men i sidste ende stadig medskyldige, for alt til trods har det været muligt at sige op, og flytte sig fra situationen, hvis man ikke har ville støtte hvad der er foregået,
Hvis alle gjorde det, og de ikke kunne få nye grooms, så ville man jo være nød til at ændre noget.
Men det er efter min mening selvfølgelig ikke den enkeltes ansvar at gå mod ledelsen og andre, som er dem klart overlegne, hvor de formening ikke ville opnå noget.
Men godt skriv med gode tanker man kan fundere over.
Vil starte med, at sige at jeg ikke er enige i metoderne der bliver brugt. Når det så er sagt undre det mig meget, at en junalist i en måned er undercover og det kun har været muligt at filme så få heste, når nu der er 350 heste igennem om dagen fordelt på 3 steder. Tænker ikke stalden kun har 5 heste. Videoer som går igen og igen er de samme videoer. Det er ikke 10-30 forskellige heste vi ser blive redet på den måde men 5. Hvad med de resterende heste. Noget andet er at på videoerne fra ridehuset ser man ikke Andreas på et eneste tidspunkt. Ja han står for skud, da det er hans sted. Men hvorfor er det ikke lykkedes hende at filme Andreas selv?
De heste der har sår bliver der altid kun nævnt de samme få heste, hvad med resten?
Der er underskrevet tavshedspligt, hvis den brydes hvilke konsekvenser vil det få de enkelte personer økonomisk, måske det der får dem til at holde information tilbage.