Hvis I lytter til den danske podcast “Hesteland”, som er produceret af Laura Krebs og Simone Hoppe, så har I måske også hørt afsnittet “Rid den ind i barrieren!” – Om trænere og dårlig undervisning“. Hvis ikke kan I finde afsnittet her
I afsnittet bliver der snakket om trænere, og også om hvor forskellige vi er, og derfor hvorfor vi måske ikke kan med den samme træner. Nogle har brug for en hård træner, der er ærlig og kontant, og andre har brug for at det bliver pakket mere ind, så det ikke går i følelsesregisteret og derved forstyrrer vores træning.
Jeg er en god blanding mellem de to. Jeg skal motiveres, men jeg skal ikke have en hård tone i hovedet når det bliver hårdt – hvilket det tit bliver for mig. Derimod har jeg også brug for en, som fortæller mig ærligt hvordan det står til, og hvad vi gør forkert/hvad der skal rettes. Jeg tror på at man sagtens kan være en “hård træner” uden at være modbydelig. Det kommer ganske enkelt an på, hvordan man vælger at levere beskeden – og det har jeg erfaret er en balancegang der nogle gange kan være svær at finde.
Jeg har både redet en del på rideskole, samt prøvet lidt forskellige trænere privat. Rideskoleundervisning har aldrig været særligt givende for mit vedkommende, og det var mest bare for at være sammen med hesten at jeg red. Da jeg endelig fik en privat part, gik det virkelig op for mig hvor lidt jeg havde lært, men til gengæld var jeg tryg på en hest og havde haft nogle gode timer. Det er for mig lige så vigtigt, som at rykke mig i min ridning.
Mine forskellige undervisere
De undervisere jeg har haft, har været meget forskellige alle sammen. Jeg har både haft undervisere som troede på, at man skulle pilles ned for at man kunne blive bygget op, og de undervisere der har været for blødsøde og nærmest ikke turdet sige noget, i frygt for at gøre mig ked af det. Jeg vil til enhver tid dog vælge den blødsøde i det her tilfælde, for det skal være sjovt at ride, også selvom det er undervisning, og så nytter det ikke at jeg skal gå grædende fra undervisningen. Så er det ikke sjovt, og så har jeg ikke særlig meget lyst til at ride igen.
Jeg har endnu ikke fundet en underviser til mig og Felix. Jeg har hele tiden sagt, at jeg først ville smide penge efter det når vi var længere i ridningen, og derfor kunne få mere ud af det. Jeg havde nok haft en anden holdning, hvis jeg ikke havde så mange søde staldveninder, som er super kompetente til at hjælpe mig, for det er her jeg har fået min undervisning indtil nu. Det har også været en stor hjælp at vi kender hinanden på forhånd, for de kender lidt bedre mine grænser og forstår hvornår de skal guide, og hvornår de skal presse – uden at det bliver for meget. Det er nok også det jeg frygter at miste, hvis jeg finder en underviser.
Når mine veninder bliver lidt hårde ved mig, ved jeg jo godt at det er ud af kærlighed, fordi de vil mig og min hest det bedste – den følelse frygter jeg lidt at jeg vil mangle ved en underviser, fordi de netop bliver betalt for at “være hårde”. Når det så er sagt, så har jeg en underviser i kikkerten, som jeg tænker mig og Felix skal prøve inden længe. Så håber jeg at det er et match, og ellers må jeg holde øjne og ører åbne efter en ny, som måske rammer os bedre.
Indtil da vil jeg dog nyde godt at mine veninders hjælp. Det er simpelthen uundværligt at have god hjælp i stalden 💛