For 10 dage siden havde vi springtræning i Felix’ stald. Det var med nerverne udenpå tøjet, for jeg er stadig en mega kylling i spring, men vi endte faktisk med nogle okay spring!
“Aldrig gå bagom en hest”
Vi hestemennesker er blevet tudet ørerne fulde af den sætning – alligevel ved jeg vi er flere, som føler vi kender de heste vi omgås og derfor har et lidt løst forhold til sætningen. Det havde jeg i hvert fald selv personligt, men da vi var færdige med springtræningen og den sidste hest skulle sadles af, får den vist set sig sur på en af de andre mens jeg vil passere den. Jeg når i hvert fald at høre en af de andre sige “Line pas på”, og så bliver jeg sparket henover låret.
Personligt når jeg ikke selv at registrere sparket. Det hele går så hurtigt så jeg fortsætter med at gå, indtil jeg må ligge mig ned for dér rammer smerten altså. Og så lå jeg ellers på jorden i en blanding af skrig og gråd mens en får ringet til vagtlægen og de andre får hjulpet mig så godt de kan med tæpper og is på låret.
Et seriøst trælår
Jeg kom så ind på skadestuen, og selvom det føltes som timer tror jeg ikke vi var der så længe før jeg blev tilset. Her konstaterede de hurtigt at jeg skulle i røntgen, men heldigvis så intet ud til at være beskadiget. Dog blev jeg anbefalet noget ro og smertestillende, og så skulle jeg indstille mig på at der nok gik 2 ugers tid før det ikke gjorde ondt igen. Med andre ord var det ‘bare’ et seriøst trælår, men jeg ved at det er rent held at hesten ikke ramte knæ eller andet der kunne have taget mere skade. Eftersom at den ramte mig på inderlåret har jeg nemlig været i bevægelse da den rammer, så den kunne ligeså godt have taget benet tættest på og derved ramt mere af lårbensknoglen eller – som nævnt – i værste tilfælde knæet.
Godt med gode staldveninder
Grundet smerterne i låret har jeg ikke kunne ride. Jeg prøvede for et par dage siden, men da sadlen rammer lige ind i mærket har jeg måtte indse at jeg nok skal vente lidt endnu. Derfor har jeg haft min roomie – og staldveninde – Michelle til at ride Felix et par dage. Nu er jeg dog nogenlunde okay igen, så jeg tænker jeg forsøger mig med lammeskindssadlen de næste par gange.
Udover at være taknemmelig over at Felix blev motioneret af en fra stalden, så er jeg virkelig også bare taknemmelig for alle dem der hjalp mig da ulykken indtraf. Udover at få ringet efter hjælp, få styr på min vejrtrækning og få hjulpet med benet, fik de også både løftet og bakset mig ind i en bil og sat afsted mod skadestuen. De tøser er guld værd, og jeg er så glad for at de altid er klar til at hjælpe lige meget hvad problemet skulle være 💛