Jeg har længe godt kunne tænke mig at tage til springstævne igen. Jeg har startet en god håndfuld på Buller, og når det kører er det mega fedt! Men jeg er en kylling når det gælder spring, og den hest jeg har til rådighed nu er jo min egen – som jeg så selv skulle lære at springe…
Det er egentligt gået ret godt. Han er mega flink, og så længe jeg nogenlunde prøver at støtte ham, så skal han nok gøre jobbet. Vi bliver også mere og mere selvsikre i vores galop, så der er kommet mere tempo på, men vi holder os til små krydsspring.
Stævnedagen
Jeg havde meldt os til 2x 30cm i Favrskov Rideklub, men da vi ankom til stævnet syntes jeg godt nok de der kryds var små. Jeg meldte derfor om til 1x 30 cm, og 1x 40 cm. Hvad jeg ikke lige havde beregnet var bare, at 40cm endte med at blive lodretter hele vejen rundt. Mig og Felix har aldrig sprunget en lodret, så nu skulle jeg pludselig tage mig sammen og stole ekstra meget på min flinke unghest.
Første klasse holdt jeg til trav vist nok hele vejen rundt. Mine nerver var på, men trods alle de nye ting der skulle kigges på gjorde Felix bare sit arbejde til UG! Vi var derfor sikret mindst 1 roset, fordi vi kom fejlfrit rundt – også selvom at vores runde tog betydeligt længere tid end nogen af de andres haha.
I anden klasse blev jeg anbefalet af en veninde som stod på banen, at få noget mere fart på. Fart er som regel lig med at jeg bliver meget nervøs, og Felix var i forvejen noget træt, men jeg gav det et forsøg og satte mod første spring – en lodret, altså vores allerførste lodret nogensinde – i galop. 1, 2, 3 hop – så var vi ovre det og min selvtillid tog et ordentligt hak op af stigen! Dét her kan vi godt, det var jeg overbevist om, og så var det som om at højderne pludselig ikke betød så meget længere.
Vi endte dog med 2 bomme og 1 stop – stoppet var 100% min fejl, for vi fik lidt slinger i valsen, og da jeg endelig fik ham rettet ind var vi så langt nede i tempo at vi lige så godt kunne stoppe. Havde jeg hakket til ham var han sikkert sprunget alligevel, men det gjalt ikke om at være fejlfri for mit vedkommende – det gjalt om at få en mega fed tur fordi det var vores første gang afsted sammen i spring. Vi red derfor på igen, og selvom at tempoet kiksede tog han springet. På dette tidspunkt på banen var luften virkelig gået af ballonen for os begge – vi prustede efter vejret, så det skulle bare overstås, men vi overlevede og havde nu endnu en sejr med i kufferten!
Jeg er ovenudlykkelig for min søde søde unghest. Selvom vi tog til stævne med en forhåbning om en lille roset, var min plan faktisk allermest at tage det her stævne for at se, hvor meget Felix ville redde min røv når vi er afsted. Jeg ved at jeg fejler rigtig meget på en springbane, især på grund af nervøsitet. Det er nemmere på en hest der har prøvet det 100 gange før, men for Felix var det her jo første møde med en rigtig springbane, så nu stod prøven i hvor flink han ville være når vi begge på var på dybt vand og han skulle levere. Men levere det gør han, og selvom han kræver at jeg hjælper ham kræver jeg det jo også lidt tilbage igen på grund af min nervøsitet, men det gjorde han altså bare uden problemer. Han kiggede nærmest ikke på springene, selvom jeg syntes de så noget farlige ud, og da den store prøve så stod med at ramme lodretter som vi ikke har set før sammen, så gjorde han det også bare.
Jeg har virkelig været heldig med den her hest, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Verdens bedste Felix!
