“Alderssvarende uddannet”

Der findes tusinde forskellige måder at have hest på, og det kan nogengange være en jungle at finde rundt i hvad man skal og burde.

Som førstegangs hesteejer, og især til en unghest, kan jeg tit betvivle mig selv og de valg jeg har taget for mig og min hest. Jeg forsøger dog altid at følge min mavefornemmelse, for den svigter mig sjælendt, og så prøver jeg virkelig på ikke at lade mig stresse af hvor langt alle andre er.

Noget af det første jeg gjorde, da jeg besluttede at jeg skulle købe Felix, det var at lave en Instagram profil. Jeg ønskede at dokumentere hele den her rejse, både for mig selv men lige så meget for at andre måske kunne spejle sig i de samme problematikker, valg og beslutninger som kom med når man købte en hest. Efter den blev oprettet ledte jeg især efter brugere med unge fjordheste jeg kunne følge, samt andre fjordheste ryttere som jeg selv følte jeg kunne spejle mig i og se op til. Det har både været den bedste og den dårligste beslutning jeg har taget…

De sociale medier kan nogle gange være et rigtig “falsk sted” at befinde sig. Selvom mange er fortalere (ligesom jeg selv) for at vise de dårlige dage også, så er der også bare de ‘perfekte profiler’ hvor alt er fint og flot, og det er her jeg nogle gange taber min selvtillid og evne til at stole på mig selv. Især de profiler hvor jeg ser heste på Felix’ alder, der galoperer rundt, springer 80 cm i baner og starter stævner bliver jeg ærligtalt møg misundelig og føler vi ikke er gode nok.

Det er heldigvis sjældnere og sjældnere, for godt nok er vi ikke et sted i Felix’ uddannelse som kan matche de andres, men vi er i en proces hvor både hest og rytter skal have hovedet med. Jeg døjer jo med rideangst, og det at skulle tilride en hest når man er nervøs rytter kan virkelig være en hård omgang mentalt. Derfor har det også alle dage været vigtigst for mig, at vi begge var klar på opgaven. Hvis Felix ikke var klar så tog vi det langsommere, men lige så meget hvis jeg mentalt ikke kunne overskue det, jamen så pressede jeg heller ikke mig selv.

Det er nok en lidt ‘sjov’ form for tilridning, men selvom jeg drømmer om stævner med Felix så har det hele tiden været meningen at Felix først og fremmest skulle være min bedste ven de næste 30 år, så vi skal nok nå det hele. Det vigtigste er alle dage at vi har det sjovt med hinanden – så følger det andet nok med.

Det betyder dog også at her et år efter tilridningen begyndte, der er vi stadig ved at lære at have maven med i trav – altså min mave. Til gengæld har jeg en hest det er tryg med mig på ryggen, jeg kan kravle rundt og kaste rundt med ting fra ryggen uden han siger det helt store, og vi kan stadig ride med på ture i det fri uden at jeg skal sidde og være nervøs. Min hest er nervefast og lytter virkelig til mig når han kommer i uvante eller trykkende situationer, og det vil jeg tusinde gange hellere have opnået på et år end en nervøs hest der kan trave og galopere flot men hvor den hovedet ikke har fået lov at følge med.

Hvem ved, måske vi så om 2, 5 eller 10 år sparker røv på dressurbanerne! Og hvis vi ikke gør så er det også helt okay. For det vigtigste er bare at vi hygger os, og dét gør vi virkelig 💛