Jeg samler på god stævne-karma, for jeg tror på at det jeg smider ud i universet på en eller anden måde kommer tilbage igen.
Det tager så lidt af min tid og energi at give god karma, men jeg ved hvor meget det betyder for mig selv når folk gør det mod mig, så derfor prioriterer jeg altid at gøre det til stævner.
Jeg håber det her indlæg måske kunne inspirere andre til at gå i samme båd, for hvis alle gjorde det ville det klart være endnu sjovere at tage til stævner.
Held og lykke!
Den gode gamle “held og lykke” inden man skal på banen, er for mig noget af det vigtigste. Rider jeg ud af banen i det en anden skal ind, så siger jeg (når jeg husker det, hvilket heldigvis er blevet oftere) held og lykke til dem. Hvis jeg står på jorden, enten fordi jeg hjælper andre eller tager billeder ønsker jeg ligeledes folk held og lykke. Det er så lille en ting, men jeg bliver selv så glad når folk går det ved mig. Selv hvis jeg virkelig gerne vil vinde klassen, så bliver jeg hverken bedre eller de dårligere af at jeg opfører mig snobbet, og ikke hilser, så derfor går der bestemt ikke noget af mig ved at ønske en konkurrent held på banen.
Klap!
Der findes ikke noget mere fladt, end følelsen af at have redet, eller sågar vundet, og så ingen klapper. Derfor forsøger jeg også så vidt muligt at klappe af alle jeg kan – og så må det nogle gange blive klap på låret med den ene hånd hvis den anden er fuldt optaget af et kamera.
Eksempelvis var jeg til stævne igår, hvor jeg red en LC. Vi var 3 i klassen, de to andre startede 2 gange og jeg 1, og de snuppede så de 2 placeringer. Selvom jeg var ene om ikke at komme på podiet slæbte jeg troligt hesten med over til præmieoverrækkelsen så vi kunne klappe af dem da de skulle på sejrsskamlen. Ligeledes ønskede jeg dem begge tillykke med sejren da vi passerede hinanden, for det fortjente de! Også selvom at jeg kom på sidste pladsen – fordi de bare var bedre og jeg var ringere. That’s the name of the game, men sådan er det bare at være til stævner og det skal altså ikke ødelægge den gode sportsånd for mig.
Hjælp hvor der kan hjælpes
Har vi ikke alle stået til et stævne, og haft brug for hjælp? De fleste gange synes jeg folk har været super søde til at hjælpe, og det vil jeg bare gerne slå et slag for at vi bliver ved med. Om det så er at låne sin pisk ud, låne en jakke til en der har glemt eller at hjælpe med at få en hest i traileren, så husker man den søde gestus og forhåbentligt får man lyst til at give det videre.
Jeg har flere gange tilbudt at trække med heste, hvis folk var alene eller gerne ville have hele familien med til præmieoverrækkelse. Og så var der engang hvor at en kvinde skulle springe et stævne, men ingen stævnejakke havde fået med på banen. Der lånte hun min sorte trøje jeg havde på, fordi jeg alligevel stod ved siden af hende og så på spring. Og kommer der en og spørger om stævnenummer, pisk, sporer, gjord eller what ever, så vil jeg aldrig være bleg for at hjælpe.
Komplimenter hinanden
Jeg bliver 10 centimeter højere når folk roser min pony. Om de siger “flot redet”, “sød pony” eller “hvor er den fin” er egentligt ligemeget, men at folk har bemærket os for noget positivt gør mig virkelig virkelig glad. Jeg er ikke selv den bedste til at fortælle folk til deres ansigter, hvis jeg synes deres hest er flot eller de red godt, men jeg er blevet bedre til at ‘rose folk bag deres ryg’ og så håber jeg en dag at jeg har selvtillid nok til også at sige det til dem, når de står foran mig. Det er en ting jeg arbejder på, men små skridt af gangen – jeg døjer nemlig lidt med noget social angst, så det kan være rigtig angstprovokerende at sige længere sætninger til folk jeg ikke kender – der er “tillykke” og “held og lykke” lidt nemmere at få sagt 😅