Jeg er en person der er ret stædig anlagt. Det har jeg altid været og lige meget hvor meget jeg arbejder med det tror jeg aldrig jeg kan slippe det helt.
Især med min ridning og hest generelt kan jeg godt blive rigtig stædig – og nogle dage er det til den gode side, og andre dage til den dårlige. Især når jeg døjer med ting i ridningen kan jeg godt blive et stædigt æsel og nægte at modtage hjælp for “jeg ved bedst selv!”. Det er en umådelig dårlig holdning at have, og jeg prøver virkelig også at bide mine kommentarer i mig og så enten ignorere hjælpen eller tage mig sammen og lytte efter.
Det betyder også, at når folk har snakket om at få en underviser ud, jamen så har jeg pænt takket nej, for vi var slet ikke klar til undervisning endnu. Alt det vi skal for at blive klar kan jeg da godt selv. Ak nej. Jeg har heldigvis nogle søde veninder i stalden, der har ageret undervisere for mig af og til når jeg har spurgt pænt, og i fællesskab er vi nået et punkt hvor Felix er skøn at ride rundt nu. Også selvom jeg syntes vi slet ikke havde behov for det (for det havde vi godt nok brug for trods alt).
Lige så meget som jeg gerne selv vil tage al æren, lige så meget skylder jeg også en kæmpe del af æren til mine søde veninder for at hjælpe mig derhen. Det kan godt være de ikke er dem der sidder på hesten, men dem på jorden er mindst lige så vigtige som piloten – i hvert fald i mit tilfælde.
Så hvis i læser med tøser, så vil jeg bare gerne takke jer alle sammen for at have været en kæmpe hjælp 💛
Og til alle jer andre vil jeg bare gerne sige: Man skal aldrig være for stolt til at tage imod hjælpen. Selv de dygtigste ryttere får undervisning, og lige meget hvor lidt eller hvor meget man skal arbejde med er det altid en kæmpe hjælp at have øjne på jorden der kan guide igennem alle de ting man ikke selv opdager under ridningen.