Vinteren er ved at være over os, og jo koldere der bliver jo mere travlt får jeg som regel også på mit arbejde. Derfor har det også hele tiden været planen, at vi skulle skrue lidt ned for ridningen og ikke mindst forventningerne, og så bare fokusere på gode ture og at hygge os her henover vinteren.
Felix er jo som folk måske ved kun 4 år gammel. Han er slet ikke der hvor andre 4 års er, men han er lige nøjagtigt der hvor jeg synes han skal være. Jeg er generelt ikke fortaler for at man tilrider heste for tidligt, og ikke mindst presser dem for hårdt i en al for tidlig alder. Jeg forstår godt at det er sådan sporten nu engang er, men Felix er ikke en præmiepony for mig; han er et familiemedlem og en bedste ven. Derfor skruer vi nu ned for ridningen efter vores 2 stævner, og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at træne lidt fra jorden og lære ham lidt tricks henover vinteren.
Jeg har alle dage været for doven til at træne opsidning fra skammel, for jeg er så vant til at Buller bare går med det samme at jeg bare skynder mig op og så er det det. Jeg har dog en rigtig sød veninde der har tilbudt at hjælpe med ridning af Felix, og hun fik pænt påpeget hans dårlige vaner ved skamlen en dag. Derfor besluttede jeg mig for at jeg nok hellere måtte begynde at træne det lidt.
Igår tog vi så hul på at flytte bagparten med pisken, mens jeg står på skamlen, for selvom Felix er blevet bedre til at trække til skammel har han stadig en dårlig vane med at skubbe rumpen ud, så snart jeg står klar til at hoppe op. Jeg kan tage mig selv i at blive noget så irriteret på ham, men det er jo ikke hans skyld at jeg ikke har lært ham det bedre, så nu tog jeg tyren ved hornene og besluttede at vi skulle træne med pisken.
Da jeg købte Felix var han rædselsslagen for pisken. Som i at han vitterligt næsten stak af fra jorden bare jeg løftede longepisken. Det har taget tid og tålmodighed at vænne ham til den, men nu er vi så der at jeg kan bruge den både fra jorden og ryggen – han reagerer stadig ikke altid hensigtsmæssigt, men han accepterer den helt klart langt mere end han gjorde i starten! Derfor har jeg dog nok også været lidt tilbageholdende med at skulle lære ham at flytte røven for pisken, for jeg ved godt at så snart jeg ligger den til ham så får jeg reaktion ved kasse 1. Det fik jeg da også de første par gange, men Felix er bare super sej til at knække koder, og så snart han forstod hvor det var vi skulle hen med øvelsen, så sad den næsten også lige i skabet.
Jeg er simpelthen så super imponeret over hans mindset, og måden han formår at løse opgaver på, så jeg glæder mig virkelig til at se hvilke andre ting jeg kan få indlært ham henover vinteren.
Dejligt med succesoplevelser. Og en inspirerende idé til vintertræning.
Det er så super vigtigt med en hest der står stille når man sætter sig på hesten! Alt for mange (føler jeg i hvert fald) glemmer det og ignorerer det.
Samt så er det så fedt at have en hest hvor man virkelig kan mærke at mindsettet er ændret og blevet meget stærkere – kendte det godt fra Gitte. Det styrker virkelig også en selv og man er så stolt! Flot arbejde!