I lørdags drog jeg jo til stævne med min fantastiske parthest Buller. Det var både med spænding og uro i maven at vi kom afsted, men Buller gik lige op i traileren som ellers var første udfordring på dagen. Vi ankom, så mine veninder ride og så var det ellers tid til at vi selv skulle igang.
Sidst mig og Buller var til dressurstævne var for 6 år siden. Vi endte med 2 sidste pladser, i LC1 og LC3, og jeg var sønderknust. Nerverne sad derfor udenpå tøjet da jeg trak mod opvarmningen. Jeg havde dog på forhånd sat mig nogle mål, som jeg følte ville hjælpe mig med at holde hovedet koldt.
Vi skulle fokusere på vores hjørner, vores galop og vores skridt.
Det var ualmindeligt varmt på dagen, banen støvede og var noget tungere end vi er vant til, så allerede der satte jeg mine forventninger godt ned. Jeg forventede en kamp, og en kamp fik jeg. Dog overhovedet ikke en kamp jeg havde regnet med, for jeg regnede jo med at Buller ville stride imod mig, være uoplagt og begynde på sine smutveje. Derimod fik jeg en hest der gav alt han havde, fulgte mig hele vejen og kæmpede lige så meget som jeg i varmen.
Da vi red vores LD2 program, som var første start for os på dagen, var jeg ved at stortude da jeg var færdig. Buller havde gået over al forventning, jeg havde smilet et kæmpe smil hele vejen rundt, og det hele havde bare været fantastisk! Vi endte på en 2. Sidste plads, men spurgte man mig lige i momentet havde vi vundet det hele. Lige der betød procenter og rosetter ingenting, for Buller havde været verdens bedste kammerat og givet den alt han havde!
LC1 bar stærkt præg af varmen. Vi var begge to igang på nødbatteri, for det var ulideligt at komme rundt i alt støvet i 25 graders varme. Alligevel formåede Buller endnu engang at gøre mig pavestolt, og trods en forkert galop og denne gang en sidste plads, så var jeg igen ved at sprække af stolthed da jeg tøffede fra banen.
Jeg var så overbevist om, at jeg ville græde snot hvis vi ikke stod til en placering, fordi jeg er så forfærdeligt konkurrenceminded. Og pludselig red jeg rundt med næsten dagens dårligste ridt, og følte jeg havde vundet det hele fordi vi bare præsterede røven ud af bukserne på banen.
Vi kommer nok ikke til at slå de store dressurmusser, men hold nu kæft hvor fik vi gjort alle mine bekymringer til skamme og det betød langt mere for mig!