Mandag d. 1/4 var mig og Felix til vores første kvadrille-træning med 15 andre fjordhesteryttere. Det var lidt med nerverne udenpå tøjet, for jeg døjer desværre lidt med social angst og nye situationer blandt en masse mennesker, dom jeg ikke kender, er noget der ligger højt på listen over nervepirrende ting. Heldigvis havde 2 af mine veninder været så søde at tage med mig, så jeg havde heldigvis dem på jorden som velkendte ansigter, hvilket hjalp en del på nerverne.
Varm velkomst
Da vi ankom på pladsen sad de fleste allerede på hestene, hvilket lige sparkede mine nerver igang igen. Vi var heldigvis ikke de sidste til at komme, og dem vi holdt ved siden af hilste os pænt velkommen så snart vi steg ud af bilen, så der kunne mine skuldre lige falde 5 centimeter, for det fik mig allerede til at føle mig velkommen i flokken.
Så stod den ellers bare på opsadling og op til alle de andre det gik på hesteryg. Der var flere der red 2 og 2 og sludrede, og eftersom at jeg ikke rigtig kendte nogle, holdt jeg mig bare lidt for mig selv. Der gik dog ikke længe før den første allerede red op på siden af mig og så faldt vi i snak. Der slog det mig virkelig, hvor hjertevarme fjordhestefolk er, for der var slet ikke den der ‘snobbede stemning’ som jeg har hørt om i andre foreninger. Tværtimod var alle bare imødekommende og kendte man ikke hinanden kom man hurtigt til det.
Kaos i ringen
Så skulle vi ellers til at øve programmet. Jeg har brugt længe derhjemme på at terpe det igennem udfra tegninger, så jeg følte heldigvis ikke at det var helt ukendt. Dog var der noget kaos under først ridt af programmet, og jeg må indrømme, at jeg der betvivlede lidt om hvordan det mon skulle gå til opvisningen. Heldigvis forsikrede min makker mig om, at det altid er kaotisk første gang, så det skulle jeg slet ikke være så nervøs for.
Første runde blev skidtet igennem. Anden runde bød på både skridt og trav og allerede der var det betydeligt bedre. De sidste to runder var – hvis jeg selv skal sige det – virkelig gode! Der kunne jeg virkelig mærke hvor sjovt det her var, og hvor meget jeg glædede mig til opvisningen. Jeg havde ellers sagt, at vi ikke kunne galopere ordentligt endnu, men der tog Felix virkelig røven på mig. Vi sprang både an til den gode og dårlige side, og han var bare en stjerne at have med rundt! Jeg havde godt nok ikke troet, at han ville være SÅ cool med alle de nye fremmede heste, for vi var trods alt 16 fjordheste samlet på samme bane, men han fulgte bare pænt efter og gjorde hvad han blev bedt om.
”Bare rolig, vi har alle været der”
Så kom vi så til at skulle hjem igen. Felix havde været lidt strid med at skulle i trailer på vej ud, men på vej hjem var det langt værre. Han var så ukoncentreret og ville bare ingenting. Der gik dog ikke længe før den første kom hen for at ville hjælpe og ikke længe efter stod der en kæmpe flok og var klar på at tage over og hjælpe med at få ham op. Når jeg bliver så presset der, så kan jeg mærke at jeg står helt af og bare opgiver alt. Jeg var derfor klar på at vi aldrig skulle afsted igen, fordi det havde været så kaotisk med læsningen. Flere kom dog hen med opmuntrende ord og klap på skulderen og fortalte, at flere af dem selv havde været der, men at vi nok skulle komme over trailerproblemerne. Det var virkelig rart med folks støttende ord og hjælp, og ikke mindst at de gerne ville have at vi kom igen. Som en af dem sagde “hvis du selv kan få ham herud så skal vi nok stå klar til at hjælpe ham med hjem igen”.
Jeg kan virkelig mærke, at det her fjordheste noget er lige der hvor jeg skal være. Udover at jeg virkelig holder af racen, så er fjordhestefolk bare altid klar med åbne arme og sørger for at man føler sig velkommen 💛